onsdag den 26. september 2012

Bagedagshjertet

Jeg elsker at finde inspirationshæfter til bagning i Brugsen og hvor jeg ellers kan finde dem. De er så hyggelige at sidde og kigge i. For nogle år siden - ja faktisk i 2007, fandt jeg det gratis gemmehæfte til den store bagedag og det har været hos mig siden. 

Min favoritopskrift er dette bagedagshjerte. Det er super nemt og lækkert. Du kan finde mange opskrifter  
på Den store bagedag.dk, men jeg synes ikke at kunne finde denne..



Du skal bruge: ( til ca. 12 stykker)

1 æg 3/4 tsk fint salt
1 spsk rørsukker
12 g. tørgær
300 g hvedemel
1 dl. flydende fedtstof ( gerne Becel)

Fyld: 
4 spsk flydende fedtstof 3 spsk. brun farin
175 g groft revet marcioan
2 tsk. fintrevet appelsinskal

Pynt: 

50 g mandelflager eller hakkede mandler. 
evt. perlesukker

Sådan gør du:

Dej:           Pisk ægget sammen, og tag ca. 1/2 spsk. fra til pensling. Hæld mælk, æg, salt og rørsukker i en skål. Bland gæren med halvdelen af melet og rør det i "mælken". Kom fedtstof og resten af melet i dejen og ælt. Lad dejen hæve tildækket et lunt sted ca. 30 min.

Fyld:         Rør fedtstof med farin, marcipan og appelsinskal. Tag dejen ud på et meldrysset bord og ælt den igennem. Rul dejen ud ( ca. 18 x 75 cm). Fordel fyldet jævnt på dejen og rul den sammen på den brede led - som en roulade. Læg rouladen på en plade med bagepapir og form den til et hjerte. Pres hjertet fladt og skær et snit ind til fyldet hele vejen rundt. Pisk resten af ægget med 1/2 spsk vand, pensl hjertet, pynt med mandler og sukker og bag kringlen midt i oven ca. 25 min. ved 200 C.

På hjemmesiden kan man finde mange andre opskrifter blandt andet 2 andre kringler som jeg helt sikket skal prøve:






lørdag den 22. september 2012

Smugkig på køkkenet

Vi er endnu ikke helt færdige med køkkenet endnu. Vi mangler at få tilsluttet el, de sidste skabe sat op og malet det sidste træværk. Men derudover er det bare blevet rigtig godt. Vi har fået nogle fantastiske detaljer ind og har brugt mange timer på at diskutere farver, udtryk og funktionalitet..


Da vi flyttede den gamle dør og rev et stykke af væggen ned for snart et halvt år siden, opdagede jeg at det gamle køkken havde været malet med en lys creme gul og en baby blå adskilt af en rød streg. Vi syntes begge at det så fedt ud og tænkte at når køkkenet en gang have set sådan ud, kunne det være sjovt at lave dette igen. Dog har vi valgt en mere almue grøn farve til den nederste del af væggen da vi mente det ville blive for maritimt med blå. Jeg er meget tilfreds med resultatet og synes kun det hører sig til at man kan se at den røde streg er lavet af Jeppes rolige hånd.


Vi har valgt af bevare de gamle elektriker rør. De er blevet renoveret og monteret på ny. Så kan de måske få 50 år mere:)



Så snart det gamle overskab kom op, fik jeg  det hurtig fyldt med dåser:)



Det perfekte blandingsbatteri til vores dobbelte porcelæns vask - begge dele fra IKEA



Grebene er købmandsgreb fra Genbyg.dk, monteret med lige kærvede skruer fra Gelsted tømmerhandel.



De ellers moderne og udmærkede køkkenskabe fra IKEA er adskilt med et hjemme snedkereret skelet, malet i den samme lyse creme gule som væggen. Det giver køkkenet et mere gammeldags look der passer perfekt til resten af huset.


Bordpladen er lavet af de gamle gulvbrædder fra stuen. De har fået 3 gange lak-bejdse i mørk palisander og herefter 2 gange Tonkinlak . Det mangler lige at få det sidste lag før det er helt perfekt.





fredag den 21. september 2012

Hæklede grydelapper



Jeg er endelig blevet helt færdig med den ene af de to grydelapper der skal til, for at man kan sige at man har hæklet et par grydelapper. Jeg har fundet opskriften på de skønne grydelapper her: lutteridyl.

Den har nogle små skønhedsfejl, men vi skal alle starte et sted. Øvelse gør mester.. Jeg  har lavet min egen hank og ikke hæklet en elastik ind som i opskriften. Udover det så synes jeg at lutteridyl tit er fyldt med de mest fantastiske hækleopskrifter! Mine små hænder kan knap følge med!

Grydalapperne eller rettere - Grydelappen her har jeg store forventninger til da der er brugt thermium i mellem de to hæklede lag, så brænder man ikke nallerne:)

Flere hæklede sager fra denne blog:













torsdag den 20. september 2012

Fedthår på Fyn

I det nye nummer af Ud og Se (med DSB) Finder man på side 42-48 en længere artikel om Junglefever træffet vi var til her i Juni måned. Træffet blev arrangeret af og afholdt hos nogle af vores gode venner og bekendte i landsbyen hvor vi bor. 

Det er lidt sjovt at det næsten er ens baghave der optræder i UD og Se - hvilket er et ganske udemærket magasin.


Artiklen er virkelig fin og det er nogle gode billeder de har fået.

 Der er såmænd et lille interview med Mynthe.. Tænk sig...  


Hvis du ønsker at læse artiklen og ikke har bladet - kan du finde den her



onsdag den 19. september 2012

Dagens loppefund fra Egeskov marked

De sidste 2 år har jeg holdt en ferie-fridag den 3. onsdag i september for at kunne komme på Egeskov marked. I år var jeg blevet enig med mig selv om at det var noget pjat, da det altid regnede hele dagen og jeg aldrig rigtig fik gjort mig de helt gode fund på markedet. Derfor var det slet ikke planen at jeg skulle afsted til marked i dag - men hvor var det godt at jeg kunne få fri!

Jeg har nok gjort årets fund! Det kan nok diskuteres om det var super billigt, men sjældne varer har en pris og hvis prisen er god må det være en god handel:)

Jeg tog afsted i morges sammen med mine svigerforældre og ankom til en markedsplads med  masser af glade mennesker og et skønt solskinsvejr - trods advarsler om store regnbyger...

Jeg fik slæbt de to stakkels mennesker med rundt til hver en skrammelbod jeg øjnede og snart havde jeg gjort min første handel -


8 gamle julekugler -


Et retro ildfast fad 
Jeg måtte slippe 80 kr. for begge dele. 
Vi startede på100 kr, så jeg synes det var en ok pris.



 3 små tallerkener med retro mønster til 5 kr. stykket. - haps!

I den aller aller sidste bod vi skulle kigge på efter at det var begyndt at blæse kraftigt op og en mørk sky nærmede sig truende, fandt jeg denne fantastiske Irma thermokande. Den er så fin! - næsten lige så lidt brugt som den cirkel kaffe thermokande vi fik af mine svigerforældre her i august. På prismærket stod der 275 kr så jeg bød hende 250 kr og fik den til det. Jeg er super tilfreds med handlen, for den er virkelig velholdt og så er det første gang jeg har set en på et marked. 



Det var helt sikkert endnu en fridag værd, og jeg må hellere bestille fri til næste år igen:)

tirsdag den 18. september 2012

Homemade - Gammeldags æblekage


Æbler, æbler og atter æbler. Jeg elsker at man kan lave så meget forskelligt med disse skønne frugter som næsten er at finde i hver 2. fynske have. De hænger bare der og venter på efterårs aftenerne hvor de kan gøre glæde i de mørke stuer:) Æblekage er super nemt og lækkert.

5 store madæbler - f. eks Belle de Biskoop
2 spsk vand
sukker
æblekagerasp evt. tilsat ekstra makroner
min. 1/4 l piskefløde

Skræl æblerne og fjern kernehuset. Igen synes jeg godt at man kan lade skrællen være på hvis man er til det. Det giver lidt bid i grøden. Skær æblerne i både og del dem på midten. Æbler og vand kommes i en gryde og koges til grød under låg. Smag til med sukker - pas på den ikke bliver for sød. Lad æblegrøden køle af før den fordeles i ønskede serverings skål, potions skåle eller høje glas. Fløden piskes til skum og raspen fordeles på grøden og flødeskummet fordeles på toppen.

Evt. lav flere lag med skiftevis grød og rasp. Kagen kan holde sig i køleskabet og kan derfor laves i god tid.



lørdag den 15. september 2012

Ugens loppefund - Kjærs Antik





Hurra! jeg fandt en taske med tilhørende taskeholder! Det har jeg længe ledt efter og på en smuttur til Kjærs Antik i Håre, fandt jeg endelig en yndig taske i læder med tilhørende taskeholder. Og så for den nette sum af 40 kr.

Udover det var jeg på udkig efter bakelit armbånd og dåser, men fandt ingen her denne gang..


torsdag den 13. september 2012

Unfinished business - Genbrug af forsatsvinduer



De her smukke gamle vinduer har jeg fået af min far og  bonusmor, Nina. Det er planen at de skal blive til to yndige skabe. De store vinduer skal blive til et vitrineskab til spisestuen og det lille til et skab på badeværelset.. Jeg glæder mig til at finde de fineste porcelæns greb til dem..

Lige nu står de og er lidt støvede på værkstedet, men det skal ok blive godt når vi får dem lavet. Så skal jeg nok lave et indlæg om de færdige skabe. Vi har mange projekter hist og her og finder jævnligt på nye.. Her har snedkeren altid noget at lave -  Jeg elsker at bo sammen med en håndværker, især en dygtig en af slagsen!

Man kan lave mange ting af gamle vinduer. f.eks en mistbænk - her behøver det ikke at være forsats vinduer.. måske man skulle finde et par smukke vinduer til sådan en?...

mandag den 10. september 2012

American Apple Pie


Efteråret nærmer sig med hastige skridt og æbletræerne bugner med de smukkeste saftige æbler, der er sprængfyldt med smagen af sommer. De lokale vejboder er begyndt at sælge æbler i stor stil og jeg har været på indkøb. Det er en fornøjelse at kunne bruge og få udbytte af de ting der er lige omkring os. Det behøver ikke altid at være økologiske råvarer for at det er godt - bare det er lokalt

Til denne opskrift har jeg hentet min inspiration fra Karolines.dk og tilsat lidt gode gamle amerikanske husmorråd.
Mørdej:
275 g. Hvedemel (ca. 5 dl)
175 g. koldt smør
1/2 - 1sammenpisket æg
1 spsk koldt vand

Fyld:
6 stor syrlige æbler ca. 1 kg. Brug gerne 3 sorter f. eks. Belle de Biskoop, discovery, Guldberg og Fillipa - obs: Fillipa giver meget saft.
85 g. rørsukker (ca. 1 dl)
1 tsk. stødt kanel
saften fra en halv citron
1/2 knsp salt
2 spsk majsstivelse - Maizena

Mørdej: Hæld melet i en skål og riv det kolde smør, på den grove side af rivejernet, ned i melet - ælt det hurtigt sammen og tilsæt evt. mere smør om nødvendigt. Pas på at dejen ikke bliver for tør, så er den ikke til at arbejde med senere. Saml dejen med æg og vand. Dejen formes nu til en flad bolle og lægges tildækket i øleskabet i minimum 1 time.

Rul ca. halvdelen af dejen ud og beklæd den udvalgte tærteform på ca. 22 cm. Skær dejen af ca. 2 cm. fra kanten - så der er noget til at samle bund og låg med. Rul resten af dejen ud til et låg.

Fyld: I de fleste opskrifter står der at man skal skrælle æblerne, men jeg synes nu godt at æblerne må beholde skrællen på, men det er en smags sag - Helt amerikansk er det nok ikke...

Æblerne halveres og befries for kernehus, skæres i skiver og fyldes i god stor skål. Bland nu rørsukker, kanel, citronsaft, salt og Maizena og vend æblerne godt! Hæld fyldet i formen og læg låget på og pres dejen godt sammen i kanten, gerne i smukke bølger. Pensl med koldt vand eller resten af dit æg og drys med sukker.

Bages ved 200 grader c. i ca. 45 min




Server gerne pien mens den stadig er lun med iskold flødeskum eller vanilleis på toppen - The american way..

Velbekomme:)

lørdag den 8. september 2012

Ugens Must have - Kitchenaid Blender


Det skal være Kitchen Aid og det skal være cremefarvet  - så går det lige i hjertet på mig! Den her blender vil bare se så flot ud i mit nye køkken og så kunne den holde min KitchenAid røremaskine lidt med selskab:) En hver kvinde med husmor tendenser burde eje en KitchenAid røremaskine..

Jeg elsker det strømlinede design og det at det er lavet af noget der kan holde til at blive brugt. Så mangler KitchenAid bare at designe en almindelig kaffemaskine og så til en pris almindelige dødelige har råd til...

Jeg har set den hvide blender på tilbud til 1299.- ved Imerco, men ellers koster den mellem 1799 - 1899.- set ved Wupti.com.



onsdag den 5. september 2012

Ugens anbefaling - Knud Hage's Krambod i Odense

I weekenden besøgte vi loppemarkedet på Nedergade i Odense og stødte på den mest fantastiske butik, der var fyldt til bristepunktet med gamle smukke ting. Både Jeppe og jeg snurrede rundt om os selv for at se alle de mange sager der var overalt. Der hang sager ned fra loftet alle steder, så man måtte dukke sig og på de nederste hylder stod der også ting der skulle kigges på. Vinduerne var fyldte med alt fra legetøj og køkkengrej til dørhammere og flag. Alt i gammel original stil eller ægte antikviteter.  

Havde det ikke været for de mange engelsktalende turister havde det været som at træde tilbage i tiden. Man kunne nemt blive væk for sig selv derinde. Bag disken havde han gammeldags bolsjer i en masse forskellige varianter. Gamle hængelåse, dørhåndtag, skuffegreb, knagerækker, mælkekander, julepynt, påklædningsdukker og mange andre gode sager.

Vi købte 3 sæt bakelit håndtag og fik dem pakket ind i en fin brun pakke. Næste gang skal vi have kontanter med, for det tog lidt charmen af det når man betaler med dankort....

tirsdag den 4. september 2012

My weekend in instagram # 4


Jeg håber at alle har haft en dejlig weekend, det havde jeg. Vi tog en tur til Odense for at besøge tidens samling samt antikmarkedet på gråbrødre plads og det hyggelige loppemarked i Nedergade. Det var rigtig hyggeligt. Der var super mange fine ting blandt andet et par tasker og en Lyngby vase men jeg købte ikke noget... De vidste godt hvad de skulle have for det.. Øv..

Tilgengæld købte vi nogle dørhåndtag i bakalit i Kramboden - som i øvrigt er en hel fantastisk butik.. Men det vil jeg fortælle mere om senere.

Tidens samling var rigtig fint.. Ikke noget man bruger flere timer på, men helt sikkert et besøg værd!

Udover det har vi malet videre derhjemme og hængt det gamle overskab op. Resten af weekenden er blevet brugt med hæklenålen i hånden.:)

mandag den 3. september 2012

Homemade - Hæklet etui til I-Phone

Jeg har længe ønsket mig et etui til min I-phone, men har ikke fundet nogen jeg brød mig særligt om... 
Lige indtil jeg faldt over dette indlæg.. Opskriften er godt nok beregnet på en I-phone 4, så med lidt ændringer i opskriften endte den med at passe til min 3'er... Jeg synes selv den er fin, i forhold til at det er det første jeg har hæklet i et helt år.. Men nu er hækleriet for alvor begyndt i det lille hjem! De mørke og kolde efterårsaftener kan bare komme an..


Den originale opskrift finder du her : lutteridyl.blogspot.dk. En rigtig dejlig blog med masser af hæklerier og andet godt. Hvis du ønsker at lave et etui til en 3'er som her, skal du i stedet for at starte med 22 luftmasker, kun lave 18 eller 20 - afhængig af hvor stramt du hækler. 



lørdag den 1. september 2012

Homemade - Brombærsyltetøj

I haven har vi en meget flittig og utroligt givende brombærbusk. Indtil videre har vi lavet syltetøj to gange af 600-800 g. bær. Det har givet næsten 6 glas og det er rigeligt til vores forbrug. Det er så skønt at man får brugt noget af det man har stående i haven, der bare venter på at blive plukket, overøst med sukker og fyldt på glas.. 

Jeg har brugt syltesukker til syltning i år. Jeg havde en masse planer og ideer om at det skulle være the mormor way... Men da Jeppe en dag havde købt en pakke syltesukker med hjem, var jeg jo nødt til at prøve.. Det er ikke mormor way, men det er godt nok nemmere end nemt. Jeg er nok blevet tilhænger af syltesukker.. Det er heller ikke altid måden det bliver lavet på der er det vigtigste, men det at det bliver lavet og at det bliver godt! 

Så bare kom der ud i haverne og få plukket alle de bær du kan komme i nærheden af... De er der for det samme.

Det er 
også lidt hyggeligt at kunne sige; " den har jeg lavet selv, af bær fra haven/skoven/naboens have"
 fremfor " den har jeg købt i Netto til 20,95.." - Fesent!!!


TIP: Jeg har tilsat lidt citronsaft til min syltetøj og skyllet glassene i atamon før syltetøjen er hældt på. 

Generelt for syltetøj:
Syltetøj skal være varmt når det bliver fyldt på glas, så lukker låget mere tæt, da der bliver dannet undertryk. Brug gerne små glas, så er du sikker på det bliver spist før det bliver dårligt. De uåbnede glas opbevares mørkt for at bærene holder på farven.