Et personligt indlæg om vægttab
Jeg har altid været glad for mad og meget lidt kræsen. Jeg er opdraget til at smage på tingene og spise op... Og det har jeg gjort lige siden også den dag i dag.
Da jeg var 14 år fik jeg mit første fritidsjob hos den lokale bager. Jeg var meget glad for at arbejde hos bageren og kendte som den eneste af de unge piger alle kagerne og var altid god til at fortælle kunderne om hvad de forskellige kager bestod af.. Efterhånden begyndte jeg måske at tage lidt på og da jeg startede på gymnasiet som 16 årig kunne jeg godt se at jeg nok ikke var den mest slanke..
Min vægt svingede op og ned i gymnasietiden.. mest op.. Og når jeg ser billeder fra min dimission, kan jeg slet ikke kende mig selv. Jeg var ikke bevidst om hvordan jeg så ud, så jeg husker ikke mig selv som en lille tyk prop. 30 kg lyder måske ikke af så meget når man tænker på hvor meget min krop har forandret sig.. Men når man kun er 155 cm høj, så fylder det altså bare meget på den lille krop.
Jeg så aldrig min vægt da det var aller værst, men husker tydeligt den dag der stod 87 kg... Jeg blev så ked af det og magtede slet ikke at skulle tabe så meget.. Jeg gav op på forhånd og blev endnu mere ligeglad med hvad jeg fyldte i hovedet og tog yderligere på efterfølgende. - Indtil den dag min fantastiske søster fortalte mig sandheden.
En aften hvor vi havde hentet pizza, ser jeg mig selv i butiksvinduerne og spørger hende om hun syntes at jeg er fed.. Hun kigger på mig og jeg kan se at hun tænker over hvordan hun dog skal formulere sig.. Hun tænker længe og siger: " Jeg synes ikke at du er fed.. men du er nået til et punkt hvor det faktisk ikke er pænt til dig mere" Jeg blev pisse fornærmet! Der stod min åle slanke lillesøster og belærte mig om skønhed.. tsk! Da jeg blev alene den aften efter at have spist alt for meget pizza, gik jeg ud og stak to fingre i halsen og lovede mig selv at nu skulle det være slut med alt det junk food. Jeg ville tabe mig og være pæn igen. Der var jeg 19 år..
Jeg lånte en bog med vægtvogter systemet af en nabo, og fik på den måde sat i system, hvad jeg kunne spise meget af og hvad jeg kunne spise lidt af.. Jeg forbød mig selv at spise slik undtagen til min fødselsdag og til jul (Hvilket resulterede i mega sukker overdosis når den tid på året kom..) Junk food kunne jeg spare op til af mine vægtvogterpoint og spise en gang om måneden. På den måde følte jeg ikke på samme måde at jeg blev snydt for alle de gode ting som jeg så godt kunne lide..
Det begyndte at virke, stille og roligt. Mit tøj blev større og støre og folk begyndte at kigge på mig og sige de magiske ord: Wow, du har da tabt dig.. Det tog mig 1 lille års tid at smide de 30 kg, mit mål på 57 kg var nået.. Men jeg var ikke tilfreds, jeg havde udviklet en lille spiseforstyrelse.. Jeg var så fokuseret på mine løbeture, at sige nej til søde sager og spise som en fugl at det var blevet en del af min personlighed. Jeg havde glemt hvem jeg var.. "Man bliver hvad man spiser" siger de.. Jeg var det jeg spiste og når jeg nu ikke spiste.. hvem var jeg så??? Jeg ramte 51 kg før det begyndte at gå den anden vej igen. Jeg var stadig ikke helt klar over hvem jeg var blevet til.. Jeg kunne ikke kende mig selv mere..
Jeg var blevet bange for mad, jeg turde ikke spise de ting jeg havde forbudt mig selv så mange gange. Jeg havde hjernevasket mig selv og kunne ikke slippe den tro jeg havde på at hvis jeg spiste 1 stykke slik, så havde jeg åbnet Pandoras æske og var dømt til at være den tykke pige igen.. Det skete heldigvis ikke..
Den længste proces i mit vægttab har været at holde det. Selv den dag i dag - 6 år efter, tænker jeg stadig over hvad jeg fylder i hovedet og hvor meget og hvornår. Jeg vælger hele tiden: slik eller sodavand, hvidt brød eller chokolade, chips eller pommes frites - sjældent begge dele og i så fald er der ikke noget snask som jeg kalder det dagen efter. Jeg er klar over at ved at jeg tænker over hvad jeg spiser, kan jeg spise normalt - ikke alt det jeg vil, men lidt af alt det jeg så godt kan lide.Og jeg kan holde mit vægt på et fornuftigt niveau så det ser pænt ud:)
Jeg har sjældent haft et behov for at være den tyndeste og har med årene indset at den flade mave ikke ligger i mine gener.. Det kan jeg sagtens leve med! Det betyder meget for mig at vi kan tage ud at spise en gang i mellem og jeg kan bage en kage til kaffen.. Det gør mig meget lykkelig og endnu mere glad for min krop som den er - jeg kan holde figuren og leve godt:)
Med dette indlæg håber jeg at jeg kan have givet håb til andre der drømmer om et vægttab og ikke mindst om at holde det.
.JPG)
Kære Frøken F
